Doglife Inspiration

Autocamper sydpå med hund. Mine personlige erfaringer

autocamper

med hund

Planlægning

I efteråret tog jeg Kovu med på kør-selv-ferie i autocamper til Tyskland, Østrig og Italien i 14 dage. Det kom der naturligvis en masse erfaring ud af, som jeg vil dele i dette blog indlæg. 

Det første vi skulle have styr på, var naturligvis planlægningen. Selvom jeg ikke havde planlagt faste ruter og destinationer hjemmefra, så var der stadig en del praktiske ting der skulle styr på inden afgang. 

Det vigtigste var at få styr på pas til både mig og Kovu, og dernæst vacciner til Kovu. Uden denne del i orden, kunne vi blive nægtet adgang over grænserne, hvilket kunne ødelægge hele ferien. Jeg anbefaler at være i god tid med dette, blandt andet fordi rabies vaccinen skal gives minimum 21 dage inden afgang. 

Pas og vacciner

Jeg anbefaler altid at forhøre sig med dyrlæge OG selv at undersøge reglerne for de pågældende lande (inklusiv lande man skal krydse, for at komme til slut destinationen!).

Lige når det kommer til vacciner og krav, så pas på med personlige erfaringer. Jeg har set flere, der ikke er blevet stoppet ved grænsen, og derfor mener det er spild af penge at vaccinere hunden. Det kan ende i karantæne, bøde, tilbageholdelse og en helt masse penge for at få tingene bragt i orden. Derudover kan reglerne være ændret med tiden.

Jeg undersøger altid krav ifht pas, vacciner, beskyttelse mod sandfluer, krav om mundkurv samt hvor vidt hunden er velkommen i de forskellige lande. Derudover dobbelttjekker jeg altid, at vacciner mv. ikke er udløbet. 

Jeg tager altid en kopi af dokumenterne, så jeg både har en digital og en fysisk version ved hånden.  

At pakke til hunden

Det kan være lidt svært, at overskue hvad man skal have med til hunden. Derfor laver jeg altid pakkelister i god tid. Jeg observerer, hvad jeg bruger i løbet af en almindelig dag, samt tænker på hvilke ting eg kunne få brug for hvis uheldet er ude (zoolac, førstehjælpskasse mv.). Jeg at tager også hensyn til, at klimaet kan variere ift. hvad hunden er vant til. 

Man kan hurtigt pakke en hel kuffert bare til hunden, men husk på at der også findes dyrlæge, vand og hundeartikler i andre lande. Skulle man have glemt noget, så kan det for det meste findes på ferien (også selvom det kan være træls at bruge kostbar tid på). 

Det vigtigste er som sagt pas og andre vigtige dokumenter, som er krævet i de pågældende lande!

Vejret

Vejret er en vigtig faktor, når man rejser med hunden. I Danmark er vi vant til en jævn temperatur, som hunden har tilpasset sig. På vores tur oplevede vi minusgrader og sne i bjergene, mens der var +27 grader nogle steder i Italien. 

Kovu har fint med underuld, og fryser ikke så nemt. Til gengæld får han det hurtigt varmt, hvis han er aktiv i over +20 grader. Derfor tilpassede vi aktiviteterne ift. vejret. Vi besøgte flere storbyer, blandt andet Firenze, Bologna og Rom. Her var der skruet godt op for temperaturen, men til gengæld er det for det meste muligt at ophlde sig i skyggen. 

Italien er meget hundevenligt, og de kom altid med vand til Kovu på restauranterne. Derudover havde vi selv vand med, så han blev tilbudt vand med jævne mellemrum. Man kan også med fordel medbringe en kølemåtte eller kølevest, som kan afhjælpe hvis der opstår udfordringer med varmen. 

Hvis man har en hund der let kommer til at fryse, anbefaler jeg at medbringe et dækken til de kølige dage. 

Hundevenlige lande

Både Tyskland, Østrig og Italien er utroligt hundevenligt. Hundene bliver betragtet som en del af familien, og der er taget hensyn til at mange rejser med hund. Vi boede 13 forskellige steder, besøgte en masse restauranter, butikker mm. og vi blev aldrig nægtet adgang. 

Det koster dog typisk et gebyr, at medbringe hunde på hotel og campingplads. Derudover skal det ind imellem oplyses inden ankomst, i tilfælde af de har bestemte områder eller værelser hvor hunde er tilladt.  

Selvom hunde er velkommen langt de fleste steder, så plejer jeg altid at høre, om hunden må komme med. Det er lidt træls at have kørt flere timers bjergkørsel, for at måtte vende om og lede efter nyt sted for natten.

Nogle steder er områderne delt op i hund og uden hund (fx strande, søer og campingpladser). Vær opmærksom på dette, så man vælger det rette sted.  

Transport

Vi lejede en autocamper i München igennem Roadsurfer. Det var ubesværet, men en lille smule tidskrævende ift. registrering, udlevering og aflevering. Det kunne dog nok ikke gøre meget anderledes, man skal blot have det med i planlægningen, hvis man har bestemte tider der skal overholdes efterfølgende (fx flyafgange eller check in på en campingplads). 

Jeg havde et bur med til Kovu, da han er vant til at blive transporteret i bur. Personligt ville jeg altid vælge bur, især pga. sikkerhed. Hvis man rejser med større hund, kan det dog være svært at vide om der er plads til buret i autocamperen. Men man kan for det meste søge sig frem til de indvendige mål hos udlejeren, og alternativt kan man kontakte dem inden booking. 

 

Løse hunde

Jeg er personligt ikke særlig glad for løse hunde, men jeg må bare erkende at der er en helt anden kultur for hundetræning i mange andre lande. Især i Tyskland, har jeg oplevet mange løse hunde. Men jeg har aldrig oplevet, at der ikke var styr på hunden. Sidst jeg var i Tyskland passerede jeg sammenlagt hundredevis af hunde, men ikke en eneste hund søgte kontakt til Kovu.

Jeg synes hurtigt man kan se, om ejeren har styr på hunden. I Italien besøgte jeg en hundestrand, hvor man måtte gå uden line. Kovu bliver omkring mig, når han er løs, og han fik lov at hygge sig uden snor, da jeg kunne se de to andre hundeejere også havde kontrol over sine hunde. 

Jeg anbefaler på det kraftigste, at holde sin hund i snor hvis ikke den er trænet til at gå uden. Også selvom man opholder sig på områder, hvor det er lovligt at tage linen af. 

Jeg oplevede flere steder i Østrig, at der var en regel med “line eller mundkurv”, dvs. at hunden skal have mundkurv på, hvis den går fri. Reglerne fremgår for det meste ved skiltning, og ellers plejer personalet i receptionen at kende til reglerne for området. 

Storbyer og hundeglæde

Selvom jeg er mest til natur, friluftsliv og god plads, så skulle vi da lige ind og se nogle af byerne nu vi alligevel kørte lige forbi. Og jeg må ærligt sige, at jeg er glad for jeg ikke havde hvilken som helst hund med! 

Dette gælder primært byer i Italien (Rom, Firenze og Bologna). Og jeg ved ikke, om det skyldes at Kovu ser “anderledes” ud, eller om det er sådan det normalt foregår. Men folk er ekstremt hundeglade, hvilket jo er dejligt, men Kovu blet kælet for, snakket med og taget billeder af mindst en million gange. Og nej, folk spurgte ikke først! Kovu er gudskelov trænet til denne slags situationer, og er generelt rigtigt godt socialiseret. Men det havde ikke været en sjov oplevelse for alle hunde.

Det er ikke altid muligt at stoppe folk i tide, og det er en meget anderledes opførsel end herhjemme. Folk går for det meste i en stor bue udenom Kovu på gaden, så jeg var ikke forberedt på deres reaktioner.  

Hvis du har planer om at besøge områder med mange mennesker, vil jeg anbefale at have en vest, eller et label på halsbånd, line eller andet, som indikerer at man ikke skal snakke med hunden. Alternativt slet ikke tage hunden med, da det hurtigt kan blive en stressende omgang. Som sagt er dette mine personlige erfaringer, og ikke sikkert at alle oplever det på samme måde. 

Mundkurv

Nogle steder er der krav om mundkurv. Det gælder blandt andet offentlig transport flere steder i Østrig og Italien. Min første tanke, var at jeg ikke skulle benytte mig af offentlige transportmidler. Men gondoler indgår også i denne regel (i hvert fald mange steder), hvilket vi ofte benytter os af. 

I Danmark er det ikke så normalt, at benytte sig af mundkurv. Det betyder også, at vores hunde sjældent er trænet til det. Jeg har altid trænet mine hunde til at kunne have mundkurv på, dels i tilfælde af skade og alternativ til en skærm, og dels for ikke at være udfordret i tilfælde af mundkurvspligt. 

Der findes mange gode mundkurve, hvor hunden stadig kan åbne munden, drikke og spise. Det er også muligt at træne, så hunden associerer mundkurven med noget positivt. 

Er du i tvivl om, hvilken mundkurv der vil passe din hund, eller hvordan du kommer igang med træningen? Så tilbyder jeg rådgivning og træning ift. mundkurv som kan bookes her.

Hviledage og pauser

Det kan være fristende at booke alle dage med sjove aktiviteter, når man er på ferie. Men husk, at det også skal være sjovt for hunden. Hunde har brug for mere hvile end os, så husk at indlægge pauser og eventuelt hviledage så hunden kan restituere både fysisk og mentalt. 

Du ved bedst selv, hvad din hund er vant til og hvordan den reagerer. Så husk at læse den undervejs, og tilpas aktiviteterne så alle får mest muligt ud af turen. 

Der er en masse nye indtryk i forbindelse med en rejse, og selvom hunden er vant til lange ture i velkendte områder, vil den automatisk bruge mere energi når den bliver præsenteret for nye ting. 

Træning inden afgang

Der er en række øvelser, som kan være nyttige at lære hunden inden en rejse. Det kan fx være bur-træning, at hunden kan gå over og lægge sig på sit tæppe, at den kan bære nogle af sine egne ting, eller måske lærer at forholde sig roligt i fx en gondol. Det er ikke alle ting vi kan træne hjemmefra (der er eksempelvis ikke så mange gondoler i Danmark), men der findes mange ting vi kan gøre, for at forberede hunden på bedst mulig vis.

Hos Doglife Inspiration tilbyder vi rådgivning og træning, med fokus på netop nyttige ting i forbindelse med camping, vandreture osv. Derudover tilbyder vi også online træning, hvis man har brug for råd mens man er afsted på turen. Vores ydelser kan ses og bookes her.

Glansbillede

Det var en helt fantastisk tur, på alle mulige måder. Men det var ikke altid smukt og komfortabelt. At bo på så få kvadratmeter – og endda med hund – giver anledning til mange praktiske gøremål. Hvis man er tilhænger af at slappe totalt af på sin ferie, så vil jeg ikke anbefale en autocamper. Og selvom det giver frihed, så kan man ikke bare parkere hvor man har lyst, og det er utroligt svært at finde parkeringspladser inde i byerne. 

Vi flyttede os hver dag, hvilket jeg vil gøre om til næste tur. Når man rejser med autocamper og campingvogn, er der for meget pakken og pakken ud til det kan svare sig at flytte sig igen allerede dagen efter. To-tre dage på hvert sted ville give meget mere mening. Da jeg intet havde planlagt eller booket hjemmefra, resulterede det også med et par overnatninger på en kedelig og trafikeret rasteplads pga fyldte campingpladser. Men det er nu også en del af charmen! 

Jeg nåede ikke halvdelen af hvad jeg havde håbet på, men til gengæld nåede jeg mange andre ting. Og mit bedste råd er nok; tag tingene som de kommer. Justér planerne ift. vind, vejr og humør. Nyd de minder og oplevelser der kommer med hjem i rygsækken – resten har du til gode. 

Nyd turen

Gå tidligt i gang med forberedelserne, så alt er kørt i stilling til afrejsedagen. Gør plads til ændringer i planen, og lav tid til pauser. Træn hjemmefra, og gør brug af vores planlagte vandreture , hvis du er i tvivl om i er klar til eventyr i udlandet.

Til sidst vil jeg lige sige: husk at nyde turen! Man kan hurtigt overbebyrde sit hoved med en masse praktiske ting og “hvad nu hvis” scenarier. Men prøv at tage en time, en dag og en situation af gangen, frem for at tænke hele turen som et uoverskueligt projekt. Om så ikke alt går efter planen, garanterer jeg at det giver minder og oplevelser for livet.  

Scroll to Top