- blog post -
Mindset
min personlige
historie
Overlevelse
I mange år kæmpede jeg med min mentale sundhed, uden egentlig at forstå hvorfor.
Som barn og ung følte jeg mig anderledes. Som om jeg hele tiden skulle gætte mig frem til, hvad der var det “rigtige” at sige og gøre for at passe ind. Hestene blev mit fristed.
Gennem årene har jeg kæmpet med både depression og angst. Jeg har prøvet medicin, og jeg har haft utallige samtaler med psykologer, i håbet om at få det bedre.
Senere blev jeg henvist til psykiatrien for at finde ud af, hvad der egentlig var galt. Efter en længere udredning kom “dommen”. Min diagnose hed Aspergers Syndrom. Jeg fik at vide at der ikke fandtes nogen kur, men at jeg måtte lære at leve med det.
Angsten tog overhånd
Da jeg fik diagnosen, var det både en befrielse og et hårdt slag i hovedet med en mursten. Endelig gav tingene mening, og der var en forklaring på hvorfor nogle ting føltes så meget sværere. Men samtidig føltes det som et stempel. Som om jeg pludselig blev sat i en boks, jeg ikke selv havde valgt.
Jeg tog hjem og forsøgte at skabe et liv, jeg kunne trives i. Men inderst inde føltes det som et handicap. Som om jeg var blevet født med en “forkert” hjerne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvorfor lige mig?
Som tiden gik, tog angsten mere og mere over. Til sidst kunne jeg ikke engang tage ned og handle. Jeg har tilbragt utallige dage i fosterstilling på gulvet, fanget i voldsomme angstanfald, mens tankerne brusede gennem kroppen som en storm, jeg ikke kunne styre. Jeg blev bange for selve angsten, og bange for hvornår den næste bølge ville ramme. Jeg blev bange for at gøre noget som helst.
Fremgang
Midt i alt det mørke, begyndte jeg langsomt at finde små glimt af ro i naturen og hos mine dyr. Jeg lærte at bruge naturen som terapi, og tog små skridt udenfor min komfortzone. Det blev begyndelsen på en ny vej. Jeg begyndte at søge viden. At stille spørgsmål.
Senere falder jeg over noget, der ændrede alt: mental træning. Tankerne om, at hjernen faktisk kan trænes, og at vi kan omkode gamle mønstre, tændte et lys i mig. For første gang følte jeg håb. Jeg begyndte at arbejde med mit mindset hver dag, og forandringen var enorm.
Mentaltræning
Min ekstreme angst slap sit greb, mit energiniveau steg, og mit sind begyndte automatisk at søge efter løsninger og positive vinkler. Jeg gik fra ikke at kunne arbejde, til at arbejde mere end gennemsnittet. Jeg gik fra at overleve, til at leve.
Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke var et quick fix. Der findes ingen magisk løsning eller genvej, når det handler om at ændre sit indre liv. Det krævede tid, tålmodighed og masser af bevidst arbejde. Jeg måtte gentage, fejle, prøve igen – og blive ved, også når det føltes håbløst.
I dag lever jeg et liv, jeg engang kun turde drømme om. Et symptomfrit liv. Det føles næsten uvirkeligt at tænke på, at jeg engang stod på mit absolutte lavpunkt, da jeg fik diagnosen. Men i dag ser jeg det helt anderledes. Jeg ser det ikke længere som en sygdom eller en fejl. Jeg ser det som en personlighedstype.
Der er intet galt med mig. Der er ikke noget, der føles som et handicap længere. Tværtimod har jeg lært at bruge de sider af mig, jeg før så som svagheder, som mine største styrker.
Vi alle har jo angst, ellers kunne vi ikke reagere i krisesituationer. Men angsten kontrollerer mig ikke mere. Hvis den banker på, har jeg redskaberne til at standse det. Og i dag føler jeg mig ustoppelig, og vigtigst af alt: oprigtigt glad!
Stort skridt
I dag er jeg startet på uddannelsen som mentaltræner, og det føles som den vigtigste brik i hele puslespillet. Min mission er klar: jeg vil hjælpe andre med at finde den styrke og ro, jeg selv troede jeg havde mistet for altid.
Jeg er oprigtigt taknemmelig for, at jeg har mærket smerten på egen krop. For nu ved jeg, hvordan det føles når angsten tager over. Jeg ved også hvordan det føles, når håbet svinder og man ikke kan se vejen frem. Den erfaring er blevet min største styrke, for det betyder at jeg kan møde andre med ægte forståelse.
At kunne bruge alt det, jeg engang så som svagheder og nederlag, som redskaber til at hjælpe andre føles som at have vendt livets hårdeste kapitler, til noget meningsfuldt. Og jeg glæder mig til at se, hvor denne rejse fører mig hen!