- Blog post-
Roadtrip
Igennem 12
lande
En drøm
For et par år siden, fik jeg en drøm om at tage en måned afsted på tur med min hund. Jeg ville afsted en måned, da 7-14 dages ferie ganske enkelt ikke var nok til at “mærke efter”, og jeg manglede svar på nogle spørgsmål i livet.
En måned er naturligvis længe, at være væk fra sit arbejde, seniorhund, mand, gård mv. Derfor krævede det en del mere planlægning og timing, end de ture jeg ellers har været på. Med andre ord, var det klart nemmere at lade være, men nu er jeg gudskelov ikke kendt, for at give op på mine drømme.
Afgang
Jeg springer lige hele planlægningsfasen over, da der ikke er så meget af fortælle. Da økonomi og den generelle livssituation tillod det, satte jeg en dato for afgang. Uden at vide hvor turen gik hen.
Jeg har rejst i en stor del af Europa, men har ikke været så meget mod øst. Derfor besluttede jeg senere, at turen gik mod øst og balkan-landene med plads til lidt ændringer undervejs. Da jeg tog afsted, havde jeg stadig ikke en fast plan, men en idé om at jeg ville besøge Tyskland, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Kroatien, Bosnien, Montenegro, Slovenien, Italien og Østrig.
Ro på!
For mig handlede turen ikke kun om at se nye steder, men også om at give mig selv tid og rum til at være til stede, uden dagligdagens forpligtelser, faste rutiner og det konstante pres fra kalenderen. Det var en rejse, hvor jeg ville lade nysgerrigheden styre retningen, og ikke være bundet af faste planer. Jeg ville gerne mærke friheden ved at kunne blive lidt længere et sted, hvis det føltes rigtigt, eller køre videre, hvis noget andet trak.
Jeg har aldrig været særlig god til at sidde stille. Uanset hvor smukt eller hyggeligt et sted var, trak det altid i mig at komme videre. Det tog lidt tid, før jeg for alvor kunne trække stikket og give slip. Allerede i løbet af den første uge havde jeg krydset seks landegrænser. Simpelthen fordi jeg ikke kunne finde ro. I starten handlede det om at se så meget som muligt på kortest mulig tid, men langsomt, som dagene gik, begyndte tempoet at falde.
Det var en tur, hvor vejret, tilfældigheder og lysten til eventyr bestemte dagsordenen. Og selvom jeg inden afgang havde nogle idéer om, hvor jeg ville hen, endte virkeligheden med at blive helt anderledes – og langt bedre – end jeg havde forestillet mig. Denne rejse blev en påmindelse om, hvor vigtigt det er at give sig selv plads til at drømme stort, turde handle på det, og lade livet udfolde sig undervejs.
Bagagerummet som soveværelse
At sove og leve i bilen var på mange måder en oplevelse i sig selv. Der var en helt særlig charme ved at have alt, hvad jeg behøvede, lige ved hånden, og at kunne slå sig ned for natten præcis dér, hvor jeg havde lyst. Samtidig var pladsen begrænset, og det var umuligt at organisere tingene helt optimalt. Når man deler få kvadratmeter med en hund der elsker at svømme, kræver det lidt ekstra planlægning – især hvis man gerne vil undgå, at alt i bilen konstant lugter af våd Kovu.
Der var dage, hvor det føltes lidt kaotisk, men også dage, hvor friheden ved at leve så enkelt opvejede alt det praktiske bøvl. Og så var det en kæmpe bonus, at det gjorde rejsen utrolig billig, så jeg kunne bruge pengene på oplevelser frem for overnatninger. Alt i alt var det en fantastisk måde at rejse på. Det var råt, fleksibelt og med en følelse af ubegrænset frihed, men absolut ikke en løsning for alle.
Naturens rytme
At rejse uden en masse udstyr var en oplevelse, der både udfordrede og fascinerede mig. Ingen strøm, ingen lys, intet køleskab. Bare mig, Kovu, bilen og det mest nødvendige. Det betød, at jeg måtte følge naturens rytme. Når solen gik ned, var der ikke meget andet at gøre end at krybe i soveposen, og når den stod op, startede dagen.
Det gav mig stof til eftertanke, om hvor meget vi i hverdagen tager for givet. Vi kan tænde lyset, oplade telefonen eller tage kolde varer fra køleskabet uden at tænke over det. På turen måtte jeg planlægge mere omhyggeligt. Jeg kunne kun oplade mine elektroniske enheder, når jeg var på farten, så batteriprocenten blev pludselig en vigtig faktor i hverdagen. Telefonen var trods alt min livline i tilfælde af uheld.
Selvom det til tider var upraktisk, gav det en særlig ro at leve så enkelt. Det mindede mig også om, at vi faktisk kan klare os med meget mindre, end vi tror. Jeg bruger min computer meget i forbindelse med arbejde, men som dagene gik, blev det nemmere at sætte sig ned til vandet og nyde lyden af bølgernes brus, i stedet for at være produktiv.
At rejse alene
“Er du ikke bange for at rejse alene?”
Det spørgsmål jeg har fået aller flest gange. Og nej, jeg har altid gjort ting på egen hånd, og rejst en del alene tidligere. Jeg nyder det, og tager mine forholdsregler i forhold til sikkerhed for både mig og Kovu.
Der var enkelte situationer, hvor jeg var ekstra opmærksom. Det var især, hvis Kovu var ekstra alert, da jeg ved han opsnapper fare lang tid før jeg gør. Men alt i alt følte jeg mig i ro, og meget tryg.
De eneste bekymringer jeg havde, handlede om Kovu. Hvis vi ved et uheld skulle bevæge os ind på ulve-territorium eller lignende vidste jeg, at det ikke var mig, der ville tiltrække problemer, men Kovu kunne være en trussel. Der var også mange ting der kunne ødelægge turen for os, fx hvis han blev bidt af en slange eller lignende.
En af de ting, jeg lærte på turen, var ikke at lade bekymringerne fylde for meget. Selvfølgelig er der altid en risiko ved at rejse, især når man har en hund med, men det handler om at tage tingene, som de kommer. Jeg øvede mig i at registrere risikoen mentalt – at være opmærksom og forberedt – uden at lade den overskygge de gode oplevelser.
Det gav en frihed at kunne sige til sig selv, at man ikke kan kontrollere alt, men man kan vælge, hvor meget plads frygt får. På den måde blev hver ny dag ikke en kilde til angst, men en mulighed for at opdage noget nyt, nyde naturen og lade små overraskelser blive til gode minder.
Det bedste ved turen
Det bedste fra turen var uden tvivl de øde steder, hvor der var ro til at lytte til sine egne tanker. At kunne følge naturens rytme, se solen stå op og gå ned, og opleve steder, der var så smukke, at de kunne være taget direkte ud af et glansbillede.
At se Kovu plaske rundt i vandet og bare nyde livet, dag efter dag, var en glæde i sig selv. At trække vejret dybt, mærke solens stråler på huden og ikke skulle kigge på klokken, gav en uventet form for frihed. At vide, at kalenderen var helt tom de næste mange dage, skabte en ro og en nærvær, jeg sjældent oplever i hverdagen.
Det var simpelthen en påmindelse om, hvor vigtigt det er at stoppe op, nyde nuet og lade livet udfolde sig i sit eget tempo.
Det værste ved turen
Selvfølgelig var ikke alt lige let på turen. Da vi bevægede os uden for EU, især i Montenegro og Bosnien, følte jeg ikke længere at jeg kunne holde Kovu i sikkerhed. Der var gadehunde overalt, og de hundevenlige steder var få og langt imellem. Jeg ville personligt ikke have problemer med at rejse alene i disse lande, men hvis man har hund med, vil jeg klart anbefale at lade den blive hjemme.
Derudover kunne varmen også være en udfordring. Med temperaturer på op til 33 grader (og en bil uden fungerende aircondition), blev nogle dage ganske ubehagelige. Det var en god påmindelse om, at ikke alle øjeblikke på en rejse er idylliske, men at selv udfordringerne kan blive til oplevelser og læring.
En anden udfordring var trafikken. Folk kørte ofte meget uhensigtsmæssigt på vejene, og jeg vidste, at jeg aldrig kunne tilgive mig selv, hvis noget skete Kovu noget, bare fordi jeg skulle tilfredsstille min egen eventyrlyst.
Alt i alt var det godt, at jeg oplevede det. Det lærte mig at sætte begrænsninger og respektere, at længere væk ikke nødvendigvis betyder smukkere eller bedre. Nogle gange er det vigtigste ikke hvor langt man kommer, men hvordan man passer på dem, man holder af undervejs
Mættet af oplevelser
Selv de smukkeste oplevelser kan mætte. Uanset hvor betagende landskaberne var, begyndte savnet til mit hjem at snige sig ind omkring uge tre. Jeg savnede at tage et varmt bad uden at skulle planlægge det, at lukke mine hunde ud i en indhegnet have, og ikke mindst mine relationer derhjemme. Jeg savnede også mit arbejde og alle de vante ting.
Det lærte mig, at man skal respektere denne form for mæthed. Der er en grænse for, hvor meget man kan tage ind ad gangen, og det er helt okay at stoppe, før det bliver for meget. At lytte til sig selv og sine behov er mindst lige så vigtigt som at opsøge nye oplevelser. Jeg havde afsat 30 dage til turen, men ramte min adresse igen på dag 28. Men det blev til 28 dage fyldt med vilde oplevelser.
Wings or roots?
Jeg har altid været i tvivl om, hvorvidt jeg sætter mest pris på at rejse eller på at slå rødder. Denne tur gav mig ro til at finde en god og sund balance. Jeg vil altid elske at rejse og opleve verden, men jeg behøver ikke være afsted i en hel måned ad gangen.
Jeg har altid haft en drøm om at have en masse dyr på farmen, og da jeg kom hjem, følte jeg en ro der førte til, at jeg udvidede farmens besætning med høns, ænder og grise. Det er en beslutning, jeg aldrig ville være kommet til, hvis ikke turen havde givet mig den mæthed af oplevelser og refleksion, som gjorde det muligt at vælge det, der virkelig føltes rigtigt herhjemme.
Alt i alt var det en helt speciel tur, jeg aldrig vil glemme. Det var især magisk, at dele den med en af mine bedste venner.