- blog post -
Træning
Positiv, balanceret, eller?
I hundeverdenen bliver såkaldte “labels” mere og mere populære. Man kan være “positiv hundetræner”, “balanceret træner”, “force-free” eller noget helt fjerde. Tanken bag fejler ikke noget, da disse labels skal hjælpe hundeejeren, med at finde den rette træner.
Desværre findes der også mange gråzoner. I praksis kan man kalde sig hvad som helst, også uden at det nødvendigvis siger noget om trænerens tilgang, faglighed eller måde at arbejde på i virkeligheden.
Jeg placerer ikke begge ben i én bestemt “kasse”, når det kommer til træningsmetoder. Hver hund og hver ejer er forskellige, og derfor giver det ingen mening for mig at fastlåse mig i én tilgang eller én filosofi. I stedet arbejder jeg fleksibelt og tilpasser altid træningen efter det enkelte teams behov, temperament, erfaring og udfordringer. Mit mål er ikke at følge et bestemt label, men at finde den løsning, der fungerer bedst for jer.
Motivation og engagement
Hundetræning er et samarbejde. Det er ikke nok at møde op og håbe på, at problemerne bliver løst af sig selv. Jeg forventer, at mine klienter kommer med motivation og lyst til at arbejde med deres hund mellem træningssessionerne. Det er hos dig – i hverdagen – at forandringen sker, jeg hjælper dig blot med at implementere de rette redskaber, samt hjælper dig med at forstå din hund.
Langt de fleste udfordringer opstår, fordi kommunikationen mellem hund og ejer ikke er tydelig nok. Her hjælper jeg dig med at skabe klarhed, struktur og forståelse, så du ved præcis, hvordan du guider din hund på en måde, der giver mening for jer begge.
Det mentale aspekt
Jeg har et stort fokus på det mentale aspekt – både hos hunden og hos ejeren. Mange udfordringer skyldes nemlig ikke alene hundens adfærd, men også at vi som ejere kan være et forkert sted mentalt.
Derfor vil du ofte opleve, at jeg også arbejder med dig i træningsprocessen. For vi kan ikke altid forvente, at vores hunde forbliver rolige og afbalancerede, hvis vi selv bærer på en masse frustration og usikkerhed.
Når ejerens mentale tilstand er mere i balance, skaber det de bedste forudsætninger for, at hunden kan lære, forstå og samarbejde. Dette er en vigtig del af min tilgang – og en af de mest givende.
Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal i psykologbehandling, når du booker en træning hos mig. Det handler ikke om terapi – men om forståelse. Når jeg taler om det mentale aspekt hos ejeren, er det blot fordi hundens træning ikke altid kan stå alene. Mange hunde spejler sin ejer, og derfor har din mentale tilstand stor betydning for træningsresultatet. Jeg arbejder altså med både hund og ejer som et team, så I sammen får de bedste forudsætninger for at lykkes.
Træning skal tilpasses, ikke standardiseres
Der findes ikke ét pensum, der passer til alle hunde og alle ejere. Jeg har endnu ikke mødt to hunde, der skulle trænes på præcis samme måde. Hver kombination af hund og menneske er unik, og derfor tilpasser jeg altid træningen efter dette.
Jeg kører aldrig et fast program. Du får i stedet individuel vejledning, så vi arbejder med det, der giver bedst mening for dig og din hund.
1:1 træning vs. hold
Jeg tilbyder sjældent holdtræning. Det gør jeg af den simple grund, at jeg foretrækker at kunne give fuld opmærksomhed til den enkelte klient. For mange sker den største udvikling netop i individuel træning, hvor tempo, fokus og øvelser kan tilpasses helt præcist.
Mange tror at socialisering betyder, at hunde skal lege sammen eller hilse på alle, de møder. Sådan arbejder jeg ikke. For mig handler socialisering om, at hunden lærer at kunne være rolig og afbalanceret, selv når der sker ting omkring den. Det er en træning i at kunne eksistere i nærheden af andre hunde, mennesker mm. uden at miste fokus eller blive overvældet. For nogle klienter betyder det, at vi øver os i rolige møder på afstand, mens andre er klar til at komme med ind til byen, hvor vi arbejder med lyde, mennesker, bevægelse og nye indtryk. Igen, alt tilpasses individuelt efter jeres niveau.
Hvad tilbyder jeg?
Jeg arbejder ikke med tunge eller komplekse adfærdsmæssige problemstillinger. Det betyder, at jeg eksempelvis ikke tilbyder hjælp til alene-hjemme-problemer, ekstrem reaktivitet eller lignende. Detter kræver en specialiseret adfærdsbehandler. Er du i tvivl om, hvorvidt jeg kan hjælpe dig med netop dine udfordringer, er du altid velkommen til at kontakte mig – så vurderer vi det sammen.
Min træning er baseret på at skabe et stærkt og tydeligt samarbejde mellem dig og din hund, som både kan bruges i træningssituationen og i jeres hverdag. Derudover hjælper jeg naturligvis også gerne med almindelig lydighed, socialisering, gå-pænt, indkald samt forebyggelse af udfordringer.
Min erfaring
Jeg er uddannet hundetræner, men størstedelen af min viden stammer fra mange års praktisk erfaring med hunde. Gennem tiden har jeg arbejdet med et bredt aspekt af racer, og har erfaring med flere forskellige discipliner.
Jeg er ikke bleg for at være helt ærlig, hvis jeg vurderer, at jeg ikke kan hjælpe dig med din udfordring. Det er vigtigt for mig, at du får den rette støtte – også hvis det betyder, at jeg henviser dig videre. Derfor tager jeg kun klienter ind, som jeg ved, jeg kan gøre en reel forskel for. På den måde sikrer vi et godt samarbejde og et træningsforløb, der rent faktisk rykker jer i den rigtige retning.