Doglife Inspiration

Nervøsitet til konkurrence

- blog post -

Nervøsitet

Hvad er nervøsitet?

Jeg har selv kæmpet meget med nervøsitet i forbindelse med præstation, og engang gjorde jeg alt for at slippe af med det. I dag håndterer jeg det anderledes, og spoiler alert: jeg er ikke sluppet af med nervøsitet – jeg har blot lært at “danse” med denne – til tider – irriterende tilstand.

I bund og grund kan du træne det hele, og vide præcis hvad du skal gøre. Din hund kan måske øvelserne til punkt og prikke, men alligevel stiger pulsen når i skal til en konkurrence. Hvorfor!?

Fordi det er ganske naturligt. 

Kort sagt kan nervøsitet sætte kroppen i alarmberedskab og gøre dig mere “klar”. Men hvorfor føles det så ubehageligt?

Hjernen vil beskytte dig

Vores hjerne er i høj grad bygget til at opdage potentielle problemer, og forsøge at forudse hvad der kan ske.

Vi har blandt andet en tendens til at være mere opmærksomme på potentielt negative eller truende informationer, end på information der fortæller os at alt er fint. Det giver god mening rent biologisk, for hvis noget er farligt er det bedre at opdage det lidt for tidligt, end lidt for sent.

Men i vores moderne liv kan den samme mekanisme komme til at arbejde på problemer, der ikke nødvendigvis er der – og hundetræning er et ret oplagt sted, hvor det kan ske.

Vil vi gerne undgå at fejle, vi vil gerne gøre det rigtigt og vi vil bestemt gerne være godt forberedte. Så hjernen prøver faktisk at hjælpe os! Problemet er bare at den nogle gange bliver så optaget af at forebygge problemer, at den begynder at reagere på dem før de overhovedet eksisterer.

Vores hjerne er ikke altid så god til at vurdere, hvor stor en trussel vi faktisk står overfor. Hvis vi springer ud i noget nyt – fx en hyggelig konkurrence med vores hund en lørdag eftermiddag – så har hjernen måske ikke så meget erfaring at trække på, og kan derfor finde på at skrue op for alarmberedskabet. Tak for det, hjerne – meget betænksomt.

Derudover sætter vi os selv i en situation, hvor vi skal performe foran andre mennesker og herefter vurderes. Her kan hjernen begynde at gøre situationen endnu mere alvorlig, for hvad nu hvis vi ikke er gode nok? Eller hvad nu hvis vi fejler?  Vores sociale tilhørsforhold betyder meget for os, så det er ikke så mærkeligt at det kan føles ubehageligt at blive vurderet eller risikere at dumme sig foran andre.

Men nogle gange kan hjernens alarmberedskab få det til at føles, som om der er meget mere på spil end der egentlig er. Du bliver højst jo sandsynligt ikke udstødt af stammen og efterladt alene på savannen, fordi din hund missede et moment til en konkurrence. Men vores hjerne er ikke bygget til konceptet “konkurrence for sjov”. Den er bygget til overlevelse. 

Nervøsitet, spænding eller frygt?

Hvad er forskellen egentlig på at være nervøs, spændt eller bange? Følelserne kan nemlig overlappe hinanden, men der nogle forskelle i hvordan vi oplever dem – og hvad vi retter vores opmærksomhed mod.

Du kan være spændt, fordi du glæder dig til at komme på banen og er nysgerrig på, hvordan det kommer til at gå. Kroppen er fuld af energi, og du mærker sommerfugle i maven. Du kan være nervøs, fordi du gerne vil have, at det går godt, men ved at du ikke kan kontrollere alt. Måske bekymrer du dig om, hvorvidt din hund reagerer, som du håber? Du kan også frygte noget – fx at fejle, blive bedømt af andre eller skuffe dig selv eller din hund. Her fylder tanken om noget du oplever som en trussel, og som du gerne vil undgå.

Men følelserne er ikke skarpt adskilte. Du kan glæde dig til konkurrencen og samtidig være nervøs for den. Du kan også frygte at fejle, selvom du stadig har lyst til at deltage. Og det er ikke nødvendigvis selve kropsreaktionen, der fortæller dig præcist hvilken følelse du har. Hurtig puls og sommerfugle kan være en del af både spænding, nervøsitet og frygt.

Men det handler heller ikke om at sætte den rigtige etiket på følelsen. Det handler om at forstå hvad der foregår i dig, så du bedre kan finde ud af hvad du har brug for, og hvordan du gerne vil reagere i situationen. 

Fejlfri performance og pres

Når man oplever nervøsitet til konkurrence, er der især to strategier der kan være fristende at gribe til. Det er begge strategier jeg selv forsøgte at bruge, inden jeg lærte at håndtere min nervøsitet på en mere hensigtsmæssig måde.

1: At træne til perfektion

Hvis vi bare træner nok, så kan vi måske eliminere risikoen for fejl. Og hvis der ikke er nogen risiko for fejl, er der vel heller ikke noget at være nervøs over?

Problemet er at vi aldrig kan forvente alt går 100% som planlagt, og hvis vores tryghed afhænger af at vi ved præcis hvad der kommer til at ske, har vi derfor skabt et ret umuligt krav til os selv.

Hvis “fejl” bliver noget vi træner os selv i konstant at undgå, kan hjernen begynde at lede efter fejl langt tid før konkurrencen overhovedet foregår. Det kan hurtigt blive en ond cirkel, hvor du forsøger at skabe tryghed ved at tænke alle problemer igennem på forhånd – men i stedet gør du dig selv endnu mere opmærksom på alt det, der potentielt kan gå galt.

2: At presse sig selv igennem nervøsiteten

Gå til flere konkurrencer, mærk nervøsiteten, gør det alligevel, gentag – og forhåbentlig opdager hjernen på et tidspunkt, at der ikke er noget at være bange for.

Det kan være en del af løsningen for nogle mennesker, men det er yderst sjældent nok i sig selv. Du kan nemlig komme til at øve dig i at være nervøs, og din tilstand kan forværres.

Vores hjerne arbejder i høj grad ud fra erfaring. Hvis den har lært, at konkurrencer er ubehagelige, vil den derfor naturligt forsøge at undgå dem. Den mekanisme går ikke bare i dvale, fordi du bliver ved med at udsætte dig selv for noget der føles svært.

Er nervøsitet farligt?

Inden vi gør nervøsitet til noget, der skal fixes, vil jeg lige have dig til at overveje:

Er det overhovedet et problem, at du bliver nervøs?

For nervøsitet i sig selv er ikke farligt. Når vi skal præstere, er det helt forventeligt at kroppen reagerer. Pulsen stiger, du bliver mere opmærksom, og du kan mærke sommerfuglene i maven. Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at noget er galt. Nogle gange er nervøsitet bare kroppens måde at sige “this matters!”.

En vis grad af nervøsitet kan være hjælpsom, fordi du tit bliver skarpere og mere fokuseret. Men der er forskel på at have sommerfugle i maven, og på at være så nervøs du næsten ikke kan være i din egen krop. Så problemet er altså ikke nødvendigvis, at du bliver nervøs. Problemet er hvad nervøsiteten gør ved dig – og hvad du gør med den.

Det hænger også sammen med, hvordan vi fortolker den situation vi står i. Altså om vi oplever en situation som noget vi har ressourcer til at håndtere, eller som noget, der overstiger vores evner til at håndtere det. Derfor er det vigtigt at definere, hvor vidt du ser konkurrence som en udfordring eller en trussel.  Kroppen kan være aktiveret i begge situationer, men oplevelsen af situationen er forskellig. 

Kontrol og tryghed

Konkurrence i hundesport er nærmest definitionen på en situation, hvor du ikke kan kontrollere resultatet. Og det kan være ubehageligt! 

Du kan kontrollere din forberedelse, din adfærd, din kommunikation med hunden osv. Men du kan ikke kontrollere hunden 100 %, dommeren, omgivelserne, de andre deltagere eller hvad der sker på dagen.

Det er derfor ikke super holdbart, hvis følelsen af tryghed afhænger af at du har kontrol over udfaldet – for så kommer du let til at forsøge at skabe tryghed, ved at få mere kontrol over en situation vi egentlig aldrig kan få fuld kontrol over. 

Forberedelse en god ting, men der kommer et punkt hvor mere forberedelse ikke længere giver dig mere kontrol – det giver dig bare mere at tænke på, for du kan ikke forberede dig på alt.

Målet er ikke at få kontrol over konkurrencen, for det kan du ikke. Målet er at påvirke det der rent faktisk kan påvirkes: hvor du lægger dit fokus, hvordan du møder situationen, hvordan du forholder dig til fejl, og hvordan du er der for din hund – også når tingene ikke går efter planen.

Men hvad gør man så?

Nervøsitet er ikke noget, vi nødvendigvis skal kontrollere eller undertrykke. Men hvis målet ikke er at slippe af med nervøsiteten, hvad så?

Min tilgang som coach vil være at træne dit forhold til den. Det kræver blandt andet, at du bliver bedre til at skelne mellem det du faktisk kan kontrollere, og det du er nødt til at give slip på. Du skal ikke blot jagte et fejlfrit outcome – du skal være rustet til at håndtere situationen, når tingene ikke går efter planen. Det betyder ikke, at du skal være ligeglad med resultatet, for du må gerne ville vinde, og du må gerne være skuffet hvis konkurrencen går dårligt – men du skal lære at omsætte eventuelle fejl til læring og styrke, frem for nederlag. 

Det er ikke noget, der skal fixes 5 minutter før du går på banen – det er noget, der skal trænes. Ligesom vi træner hunden i at kunne arbejde under forstyrrelser, kan vi træne os selv i at kunne præstere under pres.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to Top