- blog post -
Retning
Hvad er din baggrund?
Det er et spørgsmål, jeg har fået mange gange. Og helt ærligt? Jeg har altid haft lidt svært ved at svare på det.
Det er ikke fordi jeg mangler erfaring, men jeg aldrig rigtig har identificeret mig med titler, certifikater eller lange lister af resultater. Jeg har stor respekt for mennesker, der uddanner sig og specialiserer sig, men for mig har de vigtigste lektioner sjældent stået på et kursusbevis – de er opstået gennem oplevelser, refleksioner og tusindvis af timer sammen med dyr og mennesker.
Sandheden er, at historien om hvorfor jeg arbejder med mindset i dag, slet ikke starter med hunde.
Tilbage til starten...
Jeg voksede op i hesteverdenen.
Som barn brugte jeg det meste af min tid blandt heste, og senere arbejdede jeg både som rytter og instruktør i udlandet. Konkurrencer, præstationer og udvikling var en naturlig del af miljøet.
Men selv dengang var det ikke stævnerne, der trak mest i mig. Det jeg elskede, var at observere. At lære individet at kende, at forstå adfærd, at skabe tillid og at følge udviklingen.
Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det var dér min nysgerrighed egentlig lå. Ikke i medaljerne – men i processen.
Relation eller resultater?
Da jeg senere fik min første hund egen hund, kastede jeg mig ind i hundetræning med samme entusiasme.
Jeg prøvede mange forskellige discipliner og forelskede mig især i IGP. Jeg trænede målrettet, satte mig store mål og brugte utallige timer på at blive bedre. Jeg var faktisk overbevist om, at det var den vej, jeg skulle.
Men langsomt begyndte noget at ændre sig. Jeg blev mere optaget af resultater end af relationen, jeg sammenlignede mig med andre og jeg blev bange for at fejle.
Da jeg endelig opnåede et mål jeg havde arbejdet længe for, følte jeg… ingenting. Jeg havde allerede travlt med det næste, og dét blev en øjenåbner.
At kigge indad
Vendepunktet blev da jeg begyndte at miste forbindelsen til min egen hund.
Jeg kendte træningsplanen, øvelserne, og jeg vidste præcis, hvad jeg burde gøre. Alligevel fungerede det ikke. Det var bestemt ikke fordi min hund var forkert, men fordi jeg havde overset noget langt vigtigere. Mig selv.
Jeg valgte at sætte sporten på pause og begyndte i stedet at arbejde på relationen mellem os. Det blev et af de vigtigste valg, jeg nogensinde har truffet.
I den periode begyndte jeg at stille mig selv nogle spørgsmål. Hvorfor kan to hundeførere med stort set samme viden opleve vidt forskellige resultater? Hvorfor kan én fejl fylde mere end ti succeser? Hvorfor ved vi ofte godt hvad vi skal gøre, men har alligevel svært ved at gøre det?
Jo mere jeg undersøgte det, desto tydeligere blev det at udfordringerne sjældent kun handlede om hunden. De handlede også om mennesket. Det handlede om vores tanker, forventninger, frygt, mønstre og vaner.
Den erkendelse ændrede retningen for hele mit arbejde.
Derfor arbejder jeg med mindset
Jeg elsker stadig hunde, adfærd og træning – men det der virkelig fascinerer mig i dag, er mennesket bag linen.
For igen og igen har jeg oplevet, at når hundeføreren udvikler sig, ændrer relationen til hunden sig også.
Det er ikke fordi hunden nødvendigvis bliver en anden, men fordi samarbejdet bliver optimeret gennem mere forståelse og tillid – og det er i bund og grund den proces, jeg brænder for.
Facitliste?
Når vi tager til træning ønsker vi tit et konkret svar på, hvad vi skal gøre anderledes – men mit mål er ikke at fortælle dig, hvordan du skal være, og mit mål er heller ikke at give dig alle svarene.
Jeg ønsker at hjælpe dig med at forstå dig selv bedre, blive nysgerrig på dine egne mønstre og skabe et fundament, hvor både du og din hund kan trives. For mig handler udvikling nemlig ikke om at blive perfekt – den handler om at blive mere bevidst.
Jeg tror ikke, man nogensinde bliver færdig med at udvikle sig – det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg læser stadig, stiller stadig spørgsmål og udfordrer stadig mine egne overbevisninger.
Og måske er det netop derfor, jeg elsker det jeg laver, for i sidste ende handler det ikke om at finde den perfekte metode – et handler om at blive ved med at være nysgerrig på os selv, på vores hunde og på alt det vi kan lære undervejs.
Uddannelse og erfaring
Jo mere jeg begyndte at interessere mig for mennesket bag hunden, desto mere voksede min nysgerrighed. Jeg brugte utallige timer på at lære mere om psykologi, motivation og mental udvikling. Interessen blev efterhånden så stor, at jeg valgte at uddanne mig inden for mentaltræning fordi jeg ønskede et stærkere fagligt fundament for det arbejde, jeg allerede var begyndt at bevæge mig hen imod.
I dag bygger mit arbejde på en kombination af faglig viden og personlig erfaring. Jeg har valgt at uddanne mig inden for mentaltræning og hundetræning, men den måde jeg arbejder på er i lige så høj grad formet af de udfordringer, jeg selv har mødt som hundefører. Det giver mig både et fagligt fundament og en forståelse for de tanker og følelser, mange hundeførere kæmper med.